Er det et nederlag?

Portvin hos Nørregade Vin.

Mor skrev, om vi ikke skulle tage ned og smage på portvin. Nørregade Vin havde nemlig disket op med en smageaften, som bød på 5 delikate portvin. Det kunne hverken min bror eller jeg sige nej til. Arrangementet var åbent for alle og slået op på deres Facebook side. Vi endte med kun at være os tre – til vores store held, da vi fik fornøjelse af Benthe alene. Det gav et helt andet arrangement, som gav plads til spørgsmål, personlige historie, grin og finurlige øjeblikke. Der er ingen tvivl om, at man kan mærke personligheden i butikken og, hvis du har fornøjelsen af at opleve Benthe på to-mands hånd, så bliver du ikke skuffet over hendes store passion og knowhow for vin, portvin, gin og alt derimellem.

Men lad os komme til sagen, for portvinen var noget helt specielt denne aften, der som sagt bød på 5 forskellige slags.

Vieira de Sousa, White – 20 års 

Bulas, Tawny – 20 års

DR Port, Colheita – 2005

DR Port, Tawny – 30 års 

Bulas, LBV – 2012

Jeg var selv rigtig vild med nummer 2, der havde en rund og lækker smag på tungen. De havde en ret karakteristisk smag af rosiner, som jeg personligt godt kan lide, hvis den er velafbalanceret til resten af smagen i flasken. Og det var den bestemt  her. Bulas 20 års er bestemt et godt bud på en portvin, som den klassiske portvinsdrikker vil falde for. Varme anbefalinger herfra.

Hvis vi lige tager nummer 1, så var det den eneste hvide portvin den aften. Den blev serveret afkølet og kunne sagtens nydes en sommeraften – og ja, du kan med fordel drikke portvin hele året rundt. Smagen var af Tawny, men stadig med livligheden fra de grønne druer.

Videre til Colheita, så finder du en portvin, der har utrolig meget dybde, da den har lagt lang tid på fadene. Der er noget karisma og en smule mere alkohol fornemmelse i denne portvin, men bestemt ikke noget, der forringer smagen. Den bobler blot en anelse mere og give varme i kroppen.

Et glas til, hvori der blev skænket et pænt glas af den over 30 år gamle portvin. Det er en kraftkarl med masser af tørrede frugter, som får godt selskab af honning, vanilje og orangenoter. Den er bestemt for den ”erfarne” eller den, som nyder kraftige rødvine. Prøv den, hvis du er til sødme, masser af kraft og smag.

Rosinen i pølseenden er en LBV (Late Bottled Vintage). Den dominerer ligeledes glasset og chokoladesmagen trækkes godt ud, hvis den nydes til desserter. Du kan sagtens tage den frem til julens risalamande. Kirsebær sovsen vil elske noterne af sorte bær, som portvinen bidrager med.

Det her er blot et udpluk af de portvine og lækre sager, som der bydes på hos Nørregade Vin. Du finder et bredt udvalg, som kunne være en idé til julegaverne, firmagaven, værtindegaven eller hvad du ellers måtte mangle en gave til. Slå et smut forbi butikken i Odense inden længe og bliv inspireret – det er bestemt ikke sidste gang, at jeg selv kommer derind.

Husk at drikke et glas til.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det et nederlag?