Krondiamantbryllup - er det snart et glemt ord?

Når man troede, at man gjorde det rigtige.

Jeg kun huske, da jeg fandt ud af, at jeg skulle gå på efterskole. Det var en fantastisk dag, for nu skulle jeg væk fra Grindsted i et helt år. Grindsted havde været fyldt med dårlige valg, som alle havde begravet mig dybere i et helvede af onde rygter og ubehagelige episoder. Men nu stod jeg overfor en ny start, nye mennesker og nye omgivelser, der kunne bidrage til en genfødsel af mig.

Men jeg har altid haft en evne til at havne på den forkert side af fællesskabet, også helt uden at vide hvorfor. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt forstå nogle af tingene – men alligevel mangler der noget, noget jeg ikke forstod og stadig ikke forstår.

Jeg startede, trådte ind på mit værelse – det værelse, som jeg skulle dele med en anden pige på efterskolen. Den her anden pige var fantastisk. Hun var smilende, glad, energisk og fyldt med gode energier. Vi snakkede om det hele, vi grinte og vi delte alverdens ting. Vi gjorde de ting, som vi ikke måtte, og jeg kan huske, at jeg var så bange for at blive opdaget. Men hun var der jo, og jeg ville ikke være den upopulære. 6 måneder flyver forbi. Jeg er glad, og det hele er egentlig ret godt.

En dag kommer jeg til at overhøre en samtale mellem min værelseskammerat og en anden pige. De var i gang med at bagtale en anden pige på skolen. Da jeg havde forladt Grindsted for at komme væk fra mobning, kunne jeg ikke lide når andre blev mobbet eller bagtalt. Jeg ville sætte en stopper for det her, tænkte jeg. Det viste sig at være en dårlig idé. Da min værelseskammerat ikke selv ville sige det til personen, så måtte jeg jo. Jeg gik over, sagde hvad der var sket – og da vi alle kom tilbage fra juleferien, var jeg ikke længere en del af det sociale. Jeg havde pludselig ikke en smilende, glad og energisk værelseskammerat – i hvert fald var hun det ikke overfor mig.

Det sidste halve år af mit efterskoleophold viste sig ikke fra sin bedste side. Jeg brugte mange timer på mit værelse, da jeg aldrig blev inviteret til de sociale ting og hvis jeg gjorde, så følte jeg mig bestemt ikke velkommen. Der er ikke noget mere intimiderende end 50 teenagepiger, der stirrer på en, når man træder ind i rummet. Alle samtaler forstummer og kulden kunne brede sig, som en sibirisk vinter. Dengang skrev jeg mig ud af mine følelser. Det blev senere delt rundt, og alle kunne pludselig læse mine inderste tanker. Mine tanker om min værelseskammerat var bestemt ikke søde, men jeg holdte dem for mig selv og bagtalte hende aldrig.

Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person, smiler, indendørs

Hele historien ender med, at det er mig, der er noget galt med og har gjort noget forkert i at fortælle hende den anden pige, at hun blev bagtalt. Men hele den her episode lærte mig noget vigtigt. Jeg lærte, at jeg ikke kan tilfredsstille alle. Det er ikke meningen, at alle skal kunne lide Mathilde Majlund. Jeg kan aldrig se mig hel fri for bagtaleri og udelukkelse af sociale selskaber. Men hvis de ikke er interesseret i mit selskab, fortjener de den ikke. Det har taget meget flere år at komme hertil, og jeg er nogle gange stadig let at påvirke. Men jeg står heldigvis stærkere og med mere rank ryg nu. Det er noget, som jeg tager med mig videre i livet og forsøger at tage med videre i min ledelseskarriere. Jeg hørt hørt, at det kan være ensomt på toppen – men hellere alene end sammen med folk, der ikke vil dig det bedste.

Det er lørdag, så drop glasset og grib flasken – og lad ikke onde rygter påvirke dig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krondiamantbryllup - er det snart et glemt ord?